Thai Fights – From the Fighters Point of View

Den danske muay thai kæmper, Mathias Tryggedsson, har skrevet en beretning for os omkring hans deltage til det Odenseanske stævne Thaifights. Læs med her og hør hvordan han forbereder sig mentalt, træningsmæssigt og hvordan hans kamp gik. Vi giver hermed ordet til Mathias.

En thaikamp på amatørniveau varer 3×2 minutter i en boksering, så hvor galt kan det egentligt nå at gå? Hvad kræver det og hvorfor er det så fedt?

Jeg har dyrket muay thai – også kendt som thaiboksning, i godt to år. Inden for det sidste års tid har jeg haft fire kampe, hvoraf de to sidste har været til Thai Fights. Til de uforstående kan jeg fortælle, at Thai Fights er det odenseanske svar på et stort thaistævne. Thai Fights har altid været karakteriseret af store, internationale navne blandet med lokale talenter. Så da min træner meldte mig til stævnet var det med blandede følelser. På den ene side var det en enorm anerkendelse af, hvad jeg hidtil havde opnået, og på den anden side betød det, at jeg nu skulle bevise mit værd. Ikke kun overfor min klub og trænere, men også overfor mine venner og familie, eller sådan følte jeg det. For jeg ligger megen tid i thaiboksning, så jeg var sikker på, at familie og venner ville dukke op for at se kampen. For at se hvad pokker det dér thaiboksning er og hvad ham dér Mathias kan. Og dem ville jeg jo nødig skuffe. Men inden jeg fortæller om min kamp i ringen, vil jeg gerne give et lille indblik i min træning op til. Den egentlige kamp starter flere uger før.

Træning, søvn, kost og vægt

I det øjeblik jeg får at vide, at jeg har en kamp er der godt to måneder til. Forud for det tidspunkt har jeg passet min træning og holdt mig i form, så det burde da at være lige til… eller det skulle man da tro. Der er nogle helt klare mål, der skal være opfyldt når man skal være klar til sin kamp. Vægten skal være i hus og man skal være i god form – her menes der både god kondi og skarp på teknikkerne. For modsat en eksamensopgave, kan du godt skrive de sidste 10 sider på de sidste to døgn inden opgaven skal afleveres. Men du kan ikke forbedre dit kondital, eller indøve nye teknikker, som du husker under stort, mentalt pres, to dage før din kamp. Så frem mod kampen er det blot at være vedholdende og passe træningen. Jeg skal undgå skader, mens jeg samtidig forsøger at presse mig selv til det yderste, når jeg kører træningsrunder1 til træning.

Al daglige kost bliver tilrettet, så jeg rammer den ønskede vægt på selve dagen, men samtidig ikke er for udsultet og afkræftet. Min daglige vægt ligger et par kilo over kampvægten, så der er altid et par kilo, der skal barberes af. Kosten skal både kunne give nok energi til, at jeg kan gennemføre min træning på fulde hammer, mens jeg på længere sigt sænker kropsvægten. Og så handler det om at slappe af, når jeg ikke træner. Søvn, søvn og søvn er koden til, at være frisk nok til træning. Det er helt utroligt hvad god søvn giver én af energi til morgendagens træning. Så i det lange løb kan det virke lidt surt, at skulle give afkald på koldskål til aftensmad på en varm sommeraften, eller brunsviger og smurte rundstykker på arbejdspladsen. Weekenderne bruges ikke på byture og alkohol – men på at sove, træne og spise og så slappe af.

Du vælger selv om det skal gøre lidt ondt i månederne op til, eller meget ondt, når du træder ind i ringen. Det er det mantra jeg har i hovedet i ugerne op til kampen. Det er dét der gør, at jeg kan retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg ikke skal spise ½ kg slik fredag aften, eller danse igennem på Boogies til kl. 05. For jeg har min træning og den skal jeg passe! Og hver gang du slapper af, træner din modstander. Det siger min klubkammerat, Ali, altid. Det passer jo nok ikke helt, men pointen er jo meget god. Vil du være bedre end din modstander, må du træne mere end ham. Hver gang jeg skipper en træning giver jeg min modstander en chance for, at blive bedre end mig. Og det vil eg ikke! For jeg vil ikke bruge flere måneder op til min kamp på useriøs træning, det er spild af tid.

Der bliver nærmest skabt et broderligt sammenhold mellem de af os fra klubben, der træner op til kamp. Vi ses fire gange om ugen, nogle gange mere. Man sveder sammen, man sparrer mod hinanden, man føler smerte sammen. Det bliver næsten som én stor kammeratlig familie og det er et aspekt at sporten, der gør det til en unik oplevelse at træne op til kamp.

Familie, venner og nervøsitet

Fredag er sidste træningsdag inden kampen. Man er nervøs over om vægten er i hus, så at veje sig  seks til ti gange om dagen kan forekomme, det virker jo nærmest neurotisk. I ugen op til bliver jeg hyper opmærksom på bare de mindste skader. Alt lige fra ømme muskler, vabler der irriterer og til andre småskavanger. Oppe i mit hoved bliver disse småting gjort så store, at jeg helt kommer til at tvivle på, om jeg er fit for fight? Men i sidste ende ender jeg med at overbevise mig selv om, at jeg er i topform. Der er ingen undskyldning for at melde fra, selvom nervøsiteten stiger omvendt proportionelt.

Dagen er nu oprandt. Vi mødes alle kæmpere til indvejning, hvor der bliver skulet ondt til modstanderen. Barnligt ja, men jeg tror også det er for at skjule sin nervøsitet. Det er en ren facade der sættes op. Efter indvejningen ser man alle kæmperne fylde sig selv med kulhydrater og proteiner. Drikke vand m.m. De måneders lange forberedelser med at sænke kropsvægten, så den kun lige ligger et par 100 gram under grænsen, går nu i forløsning. Du er vejet, så næste skridt er at fylde dig med energi, så du kan give den max i ringen om nogle timer.

Venner og familie er nu ankommet. Det er både dejligt at se, at så mange fra ens omgangskreds bakker op om det, men det sætter også nogle forventninger til én selv. Gør dit bedste og gør det bedre end din modstander! Jeg er ikke i tvivl om, at jeg stadig har venner, familie og kæreste efter kampen, selvom jeg skulle tabe den, men jeg vil også gerne give dem en god oplevelse. For at slå nervøsiteten ned og ikke at skulle vise denne overfor mine bekendte opholder jeg mig med de andre kæmpere i et baglokale i form af en tilstødende gymnastiksal. Vi småsnakker om alt og ingenting. Hvad vi har drømt om at spise til aftensmad, hvad vi har savnet allermest i processen op til og hvad søndagen skal gå med. Det er afstressende at få bekræftet, at de andre kæmpere har tumlet med samme tanker og behov. Det får en til at glemme kampen. Glemme den kamp man har set frem til så længe og glædet sig til.

Det adrenaline rus – kulminationen på det hele

Kroppen er varm. Handskerne er på og tapet til. Der dufter af kampfer og jeg har vaseline i øjenbrynene. Nu er der få sekunder til, at mit navn bliver kaldt op og jeg skal ind. Jeg er nervøs, jeg er hamrende nervøs. Jeg er så nervøs, at jeg ikke kan trække vejret roligt og det kan ses af de der kender mig godt. Men så tænker jeg, at jeg skal huske at nyde det. Nyde at stå i ringen og give den hvad rammer og tøj kan holde. Gøre sit ypperste og prøve nye teknikker af, der virkelig kan imponere. Det er nu det skal afgøres, om man kommer ud med en lammet lårmuskel, brækket næse eller en flænge i panden. Forhåbentligt ingen af disse. Forhåbentligt er det mig, der har trænet hårdest og er den bedste. Men jeg ved det ikke, jeg kan kun håbe. Det er ikke gratis at gå ind i den ring! Det er hvad min ene træner siger til mig. Der er ingen garanti for, at det går godt, selvom man vinder. Det er ikke gratis og det skal det så sandelig heller ikke være for min modstander! Det handler om, at få afleveret alle sine slag og spark, for man kan sgu’ ikke bruge dem til noget efter kampen. Det er de sidste ord jeg hører fra min træner inden gongonen lyder og så er kampen ellers i gang.

Rampelyset lyser ned på en, så man kan kun se et par meter ud af ringen, derefter er alting sort. Jeg kan høre publikums tilråb, men jeg registrerer blot mig eget navn blive nævnt et par gange. Mit fokus er på min modstander der buldrer frem og vil gøre alt i verden for at slå mig ud i første runde, eller sådan føles det i hvert fald.

Efter tredje runde er jeg helt færdig. Det føles som om lungerne er ved at ryge op gennem halsen. Når jeg bliver anspændt og fokuserer på mine teknikker kan jeg helt glemme at trække vejret. Selvom det lyder som en basal ting at gøre, kan det være noget af det sværeste i en kamp. Adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg kan se mit knæ er hævet op og at det ikke opfører sig som det plejer. Min hjerne registrerer ikke smerterne. Den registrerer ikke længere mine ømme muskler. Adrenalinen der suser rundt i kroppen på mig fjerner mit fokus fra det smertelige. Det er som at være høj på en rus. Det vildeste jeg nogen sinde har prøvet! Stemmerne er blevet talt op og dommeren strækker min arm i vejret, mens mit navn går ud gennem højtalerne. Jeg har vundet! En vidunderlig følelse. En forløsning på flere måneders hård og intensiv træning. Det hele går nu op i en højere enhed, træning, kost og søvn. Endelig kan jeg slappe af og nyde sejrens sødme. Slappe af lige ind til næste kamp. Tre dage efter står jeg igen i træningslokalet og sjipper til opvarmningen. Så er det på den igen. En ny kamp, et nyt mål, en ny modstander.

Du kan læse meget mere om Mathias, på hans fanside på Facebook.

Mathias efter kampen, bid mærke i den seje t-shirt ;-)
Mathias efter kampen, bid mærke i den seje t-shirt 😉
Related Post
Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *